Debatakademi for naturvidenskab og teknologi

14. september, 28. september, 12. oktober, 26. oktober, 9. november og 23. november
Afholdt

Debatakademi for naturvidenskab og teknologi afholdes med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Kurset er gratis og henvender sig til forskere fra de naturvidenskabelige og tekniske fag.

Over seks moduler lærer deltagerne at deltage i den offentlige debat og formidle deres forskning i medierne. Målet er at styrke den demokratiske samtale ved at bringe forskernes viden og løsninger frem i debatten og ind i beslutningsprocesserne.

Dato 14 september 2021
Sted Information
Adresse Store Kongensgade 40C, 1264 Kbh. K.
Arrangør Information Arrangementer og Novo Nordisk Fonden

Find den gode historie i din forskning
1. modul  -  Tirsdag den 14. september
Kl. 15:00-19:30

Du har forsket og siddet med snuden i sporet de sidste mange år, men nu skal din forskning ud at leve, og du skal lære at tage del i medierne og den offentlige debat. Journalistik handler om at fortælle gode historier. Og uden et klart budskab og præcise pointer kan det være svært at skabe opmærksomhed om sin forskning. Det første, du skal lære, er den journalistiske ABC, som giver dig indblik i, hvordan journalister tænker og arbejder, og dernæst skal du selv prøve kræfter med forskningsformidling. Du skal finde den gode historie og de relevante budskaber og positioner i din forskning. Når første modul er slut, har du bedre kendskab til medielandskabet og værktøjerne til at formidle din forskning og er herefter klar til at overveje, hvor du gerne vil bidrage til debatten. 

Interviewet og den gode tekst
2. modul  -  Tirsdag den 28. september
Kl. 15:00-19:30

Dine mulighed for at trænge igennem i medierne og den offentlige debat med dine budskaber afgøres blandt andet af, hvor klart og konkret du kan formidle. Alt afhængig af målgruppen og formatet skal dit sprog, din henvendelsesform og dine eksempler tilpasses. Der er forskel på et stort portrætinterview i en avis, et minut i radioavisen og en tv-debat. På andet modul er der blandt andet fokus på nyhedskriterierne, den gode journalistiske tekst, det præcise og fængende sprog, ligesom du får lov at prøve kræfter med det journalistiske interview. Når modulet er slut, har du redskaberne til selv at skrive en tekst, hvor du formidler din forskning.  

Sådan skriver du et debatindlæg
3. modul  -  Tirsdag den 12. oktober
Kl. 15:00-19:30

Den offentlige debat kan være hajfyldt farvand for en forsker. Men hvis man som forsker helst undgår at blande sig, bliver det både sværere at trænge igennem i medielandskabet, ligesom debatten går glip af vigtige faglige argumenter. På tredje modul får du indblik i debatredaktørens prioriteringer og syn på forskerens rolle, du lærer om den offentlige debats dynamikker, muligheder og faldgruber, og du bliver klogere på, hvordan du selv kan tage del i debatten med udgangspunkt i din egen forskning. Efter modulet er du klar til selv at skrive dit første debatindlæg.  

Få styr på retorikken 
4. modul  -  Tirsdag den 26. oktober
Kl. 15:00-19:30

Uanset om man holder oplæg, bliver interviewet eller selv kaster sig ind i den offentlige debat er det afgørende at have styr på henvendelsesformer og argumenter. På fjerde modul bliver du præsenteret for retoriske grundbegreber, som kan hjælpe dig til at blive en overbevisende formidler og debattør. Og så skal du selv prøve kræfter af med retorikken i forskellige mundtlige debatøvelser, hvor du skal forsøge at overbevise modparten om publikum om din faglige position. I modsætning til i et debatindlæg kan du ikke forudsige alle modargumenter og nøje overveje alle dine svar, når du debatterer mundtligt. Men efter dette modul har du styr på, hvordan du bedst forbereder dig. 

Den gode debat - på nettet
5. modul - Tirsdag den 9. november
Kl. 15:00-19:30

Sociale medier som Facebook og især Twitter og LinkedIn er oplagte platforme, hvis du som forsker vil nå bredt ud med dine holdninger og faglige pointer. Her kan du også kommunikere uden om nyhedsmedierne og dermed selv sætte dagsordenen. På femte modul bliver du introduceret til de forskellige sociale medier og deres kendetegn, muligheder og begrænsninger. Ligesom du bliver klogere på kommunikationsform, profil, stil og tone, som ofte er mere direkte og personlig end i journalistiske interviews. Når femte modul er slut, er du klar til selv at oprette forskerprofiler på sociale medier eller få mere gang i dem, du måske allerede har. 

Lær at debattere på tv
6. modul – Tirsdag den 23. november
Hold 1 kl. 9:00-14:00 - hold 2 kl. 15:00-20:00

På tv er taletiden kort og debatterne ofte forsimplede. Modsatrettede synspunkter driver journalistens historie fremad og tv-værten vil altid vinkle skarpt. Som forsker bør du kende tv-mediets anatomi og bevæggrunde. Forklar, vær imødekommende, spil med. På 6. modul gennemgår vi forskerens vej til tv-debatten - fra du bliver kontaktet pr. telefonen til du sidder i live-studiet. Vi ser eksempler og filmer øvelser med jeres egne cases.

Underviserne på kurset er blandt andre:
Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information 
Louise Drivsholm, videnskabsjournalist på Information
Bengt Holst, tidl. direktør i Zoo 
Lone Simonsen, professor i epidemiologi
Nastja Arcel, skuespiller og retoriker  
Mikkel Frey, tv-vært

Alle moduler foregår hos Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K.