Professionelle kurser: Lyd for skribenter

13. november / 26. november / 27. november
Priser:
Køb din billet

Er du skrivende journalist eller kommunikatør, og står du på tærsklen til at tage springet til lyd? Eller er du er i gang og søger inspiration til at finpudse konceptet? Realisér dine podcastdrømme og lær at bygge et holdbart radiokoncept, der får dit indhold op fra spalterne og ud i æteren.

Dato 13 november 2020
Sted Store Kongensgade 40C, 1264 København K.
Arrangør Dagbladet Information

Stadigt flere traditionelt tekstbårne medier er begyndt at eksperimentere med podcastproduktion. Men at producere historier til lyd er noget ganske andet end til avis- og magasinspalterne. Og der ligger en udfordring i at holde kadencen og fortsat udkomme med interessante, lytteværdige udsendelser efter den første begejstring har lagt sig.

På kurset ’Lyd for skribenter’ lærer du at producere en podcastserie fra start til slut. Vi kommer omkring hele processen fra konceptudvikling over optagelse og redigering til publicering. Vi trækker på de erfaringer, vi på Information har gjort os, da vi begyndte at udkomme ugentligt på lyd i 2017. Underviserne er Anna von Sperling og Otto Lerche, to af Informations egne lydpionerer.

Kurset forløber som klassisk holdundervisning med gruppeopgaver og øvelser undervejs. Undervisningen rummer desuden grundig oplæring i redigeringsprogrammet Hindenburg samt individuel sparring på kursisternes egne lydoptagelser.

Over 2,5 dage dækkes etableringen og produktionen af en podcast fra start til slut, inklusive:

  • Fra vision til idé: Vi arbejder med at konkretisere podcastdrømmene og bygge et holdbart koncept, der rækker ud over den enkelte udsendelse.
  • Tilrettelæggelse: Vi arbejder med planlægningen af dine udsendelser – herunder valg af temaer, tilbagevendende elementer, udsendelsens flow.
  • Rollen som vært: Stemmen er noget af det mest personlige, vi har, og som podcastvært taler du direkte til dine lyttere. Vi arbejder med at definere din værts-persona, og vi øver os på at skabe nærvær og nerve.
  • Gæster i studiet: Radioen skaber en uformel atmosfære – hvordan bygger vi på den og sikrer, at vores samtaler i studiet bliver til gode lytteoplevelser? Vi gennemgår radiointerviewet trin for trin – briefing af kilden, brug af hjælpemidler, klipning.
  • Produktion: Vi gennemgår arbejdet i lydstudiet og redigerer vores optagelser i programmet Hindenburg.

HVEM HENVENDER KURSET SIG TIL?

Kurset henvender sig til skrivende journalister og kommunikationsfolk, der står på tærsklen til at tage springet til lyd i deres faglige formidling – eller som allerede er i gang og søger inspiration til at finpudse konceptet.

HVOR OG HVORNÅR?
13. november: kl. 9-16
26. november: kl. 13-17 (halv dag)
27. november: kl. 9-16

Kurset foregår på Dagbladet Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K.


HVAD KOSTER DET?
Kurset koster 8.500 kr. + moms (det er muligt at få PU støtte på 2.700 kr.)

Tilmeld dig via Mediernes efteruddannelse her

Læs mere om PU støtte her

TILBUD: Hvis du tager en kollega med på kurset, kan du eller din arbejdsplads få 20 % rabat på kollegaens billet.

Alle kurser og mesterklasser afvikles med god plads og under hensyntagen til gældende anbefalinger ang. Covid-19. Vi giver alle tilmeldte direkte besked i tilfælde af, at kurset/mesterklassen må aflyses eller udskydes.

14 dages fortrydelsesret. Hvis du er forhindret i at deltage, bedes du give os besked hurtigst muligt, så pladsen kan gå til en anden. Billetter refunderes ikke efter kursusstart.

Anna von Sperling
Otto Lerche

Oplægsholdere

Anna von Sperling, er skrivende kulturjournalist på Dagbladet Information og har gennem de sidste to år også været tilrettelægger og vært på podcasten Radio Information.

Otto Lerche, er tilknyttet Dagbladet Information som skrivende journalist i flere år og har tidligere arbejdet med radioprogrammerne Mennesker og medier og AK24syv.