Feministisk opvågning: Feminisme og kapitalisme
Udsolgt
nov
09
2023

Feministisk opvågning: Feminisme og kapitalisme

Information Arrangementer
Priser:

Feministisk opvågning på Information!

med Emma Holten og Rune Lykkeberg

Debatten om ligestilling, sexisme og diskrimination fylder mere og mere i debatten både herhjemme i Danmark og internationalt, og med bevægelser som #metoo og offentliggørelser af modige vidnesbyrd om magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd er der pustet nyt liv i den årtier lange kamp for kvinders frigørelse. Aktivisterne i dag står på skuldrene af intellektuelle, provokatører og debattører og deres banebrydende værker, som forsat inspirerer samtalen vi har i dag.

Informations Forlag udkommer d. 24. oktober med fire af de vigtigste feministiske værker under den samlede titel Feministisk bibliotek. Vigtige bøger leder til vigtige samtaler og derfor beder vi over fire morgener vigtige stemmer om at åbne værkerne op for os og give os indblik i hvorfor de stadig er så vigtige i dag.

Denne gang taler feministisk aktivist Emma Holten og Informations chefredaktør Rune Lykkeberg om Silvia Federicis værk Caliban og heksen.

Caliban og heksen er en historisk analyse af kapitalismens opkomst fra et feministisk perspektiv. Silvia Federicis kultklassiker bevæger sig fra middelalderens bondeoprør over heksejagterne til begyndelsen på den moderne filosofi og undersøger herigennem kapitalismens undertvingelse af kroppen. 

Silvia Federici (f. 1942) er italiensk-amerikansk feministisk aktivist, anerkendt politisk teoretiker og professor emerita fra Hofstra Universitet. I 1972 var hun med til at grundlægge det internationale feministiske kollektiv Wages for Housework. Caliban og heksen er hendes hovedværk, oversat til 19 sprog. Den foreligger nu for første gang på dansk i Emma Holtens oversættelse.

Vi serverer en kop kaffe til arrangementet. 

Første arrangement i serien Feministisk opvågning.

Dato 09 november 2023
Tidspunkt 8.30
Sted Dagbladet Information
Adresse Store Kongensgade 40C, 1264 Kbh K
Arrangør Dagbladet Information