Information til Folkemødet 2025: Lørdag
jun
14
2025

Information til Folkemødet 2025: Lørdag

Information Arrangementer
Gratis

Information vil traditionen tro, være med til Folkemødet 2025.
Dagbladet vil være til at finde på sin sædvanlige græsplet foran Folkemødehuset, hvor vi afholder op mod 30 arrangementer. Gæsterne på scenen er prominente debatører, intellektuelle, politikkere, mm. Tag med os på en rejse i bevidsthedsudvidende samtaler og debatter på Informations røde scene. Du vil oså møde en lang række af avisens journalister.

Følgende er program for Folkemødets første dag, Lørdag d. 14. juni:

09:30-10:00 Er socialøkonomi nøglen til et bæredygtigt marked? Sociale Entreprenører i Danmark har lånt Informations scene. 

10:00-11:00  Hverdagens mysterier - spørg eksperterne Anja C. Andersen og Alexander Holm. Verden er fuld af videnskabelige mysterier – og de bedste findes midt i din hverdag. Med et panel af veloplagte forskere søger vi svar på lytternes spørgsmål som: Kan planter blive deprimerede? Hvorfor er der nogle drømme, som man drømmer igen og igen – og hvorfor er det ofte de uhyggelige? Er feber godt for kroppen eller en bivirkning af sygdom? Der findes ingen dårlige spørgsmål – her kan du få de bedste svar. 

11:30-12:00 Landbrug og dyrevelfærd med Mathilde Walter Clark og Matthias Dressler-Bredsdorff. Landbrug og dyrevelfærd. En af de største skandaler i nyere danmarkshistorie er det blevet kaldt. Men har vi overhovedet haft øje for, hvad den egentlige skandale er, når det kommer til landbrugets, og embedsværkets, behandling af minksagen? Dansk landbrug er et af de mest effektive i verden. Men hvad er forudsætningerne for effektiviteten – og hvem betaler i sidste ende prisen for det billlige kød? Samtale med Mathilde Walter Clark om forholdet mellem natur og kutlur – og om det sprog, vi både bruger til at kalde virkeligheden frem og til at få den til at forsvinde.

12:00-12:30 Ungt blik på rigsfællesskabet med Malu Rosing, Nina Sikkersoq Kristoffersen og Helena Olsen. Tre unge stemmer med rødder i Grønland og Færøerne, Malu Rosing, Nina Sikkersoq Kristoffersen og Helena Olsen giver deres bud på, hvordan Rigsfællesskabet skal se ud i fremtiden. Hvad holder sammen og hvad splitter? Hvad drømmer de om? Hvad står i vejen? En ærlig og nysgerrig samtale om noget, der allerede rører på sig. Uden politikere, uden spin. Informations Nicolas Adserballe modererer samtalen.

13:30-14:00 Litteratur, utopi og velfærdssamfund med Tue Andersen Nexø og Elisabeth Friis. Hvem tror stadig på velfærdssamfundet? Ikke de danske samtidsforfattere, der har vendt sig væk fra den. De identificerer sig ikke længere som borgere i og kritikere af et fælles politisk projekt – som det har været tilfældet med deres forgængere i det 20. århundrede. I stedet opstiller de »utopiske modbilleder«, skriver Tue Andersen Nexø i sin nye bog, Fælles Liv, om »livet i post-velfærdsstaten«. Samtale med Tue Andersen Nexø og litteraten Elisabeth Friis om litteraturens rolle i en politisk virkelighed, der måske er blevet ligeglad med den. 

14:00-14:30 Slå op med Meta, X og de andre med Maia Kahlke-Lorentzen m.fl. Der er efterhånden indlysende grunde til at frigøre sig af techgiganternes klamme greb om vores sind, tid og data. Men hvorfor er det så svært at slå op med Meta, X og de andre? Kom og mød blandt andre lærer Josefine Olivia Biehe Olsen, som har medvirket i artikelserien “Mit liv uden Meta og X” i Information.

14:30-15:00 Er frihandel på vej ud? med professor på CBS, Rune Møller Stahl. Protektionisme og toldmure er tilbage. Trumps toldkrig ændrer dynamikker, forsyningskæder og handelsveje i den globale økonomi og koster verdens fattigste lande dyrt. Kan handelspartnere, der ønsker en multilateral og regelbaseret handel finde sammen? Hvad skal der til for at skabe et mere retfærdigt handelssystem uden om USA og kan det ske under WTO’s paraply? Informations Niels Ivar Larsen spørger professor på CBS, Rune Møller Stahl. 

15:00-15:30 Det uregerlige Frankrig med Blandine Poquet, rådgiver ved Frankrigs Ambassade og Alberte Bové Rud, Tænketanken Europa. Politisk ustabilitet og kortlivede koalitionsregeringer svækker Frankrigs handlekraft. Med nyvalget i 2024 søgte præsident Macron klarhed, men fik det modsatte: Nationalforsamlingen er delt i tre blokke – højre, venstre, centrum – med lille kompromisvilje. Imens kæmper den bedrageri-bortdømte højre-leder, Marine Le Pen, for at stille op i 2027. Forstå Frankrigs politiske kampe. Niels Ivar Larsen modererer en samtale med politisk rådgiver ved Frankrigs Ambassade Blandine Poquet og analytiker ved Tænketanken Europa Alberte Bové Rud.

15:30-16:00 EU og os: Hvad vil det egentlig sige at være europæer? med vicedirektør i Tænketanken Europa Ditte Maria Brasso Sørensen. Danmark får EU-formandskabet, men hvad betyder det egentlig? Informations Nicolas Adserballe spørger senioranalytiker og vicedirektør i Tænketanken Europa Ditte Maria Brasso Sørensen, hvad vi skal bruge EU til i en tid med krig, klimakamp og kaos, og hvorfor det stadig føles så fjernt.

Alle samtaler vil blive lagt ud på vores kanal "Informations Forsamlingshus" efter Folkemødet.

Kom og vær med til en oplysende dag med Information og resten af Folkemødet. Der vil være gratis kaffe - og for abonnenter - et eksemplar af dagens avis.

Vi glæder os til at se jer!

OBS: Du kan ikke tilmelde dig samtalerne på Folkemødet, der er gratis adgang og åbent for alle

Dato 14 juni 2025