Information vil traditionen tro, være med til Folkemødet 2025.
Dagbladet vil være til at finde på sin sædvanlige græsplet foran Folkemødehuset, hvor vi afholder op mod 30 arrangementer. Gæsterne på scenen er prominente debatører, intellektuelle, politikkere, mm. Tag med os på en rejse i bevidsthedsudvidende samtaler og debatter på Informations røde scene. Du vil oså møde en lang række af avisens journalister.
Følgende er program for Folkemødets første dag, Torsdag d. 12. juni:
11:00-11:30 Grønlands vej til selvstændighed med Jette Aagaard og Lars Trier Mogensen. Trumps ønske om at overtage Grønland har fået Rigsfællesskabets nordligste territorium til at fylde usædvanligt meget i den danske politiske debat. Informations politiske analytiker Lars Trier Mogensen gør os klogere på, hvor fronterne står - både i Grønland og Danmark - og giver i en samtale med indlandsredaktør Jette Aagaard sit bud på vejen til grønlandsk selvstændighed.
11:30-12:00 Regeringens uddannelseseksperiment med uddannelsesminister Christina Egelund. Regeringen er i gang med en decideret omkalfatring af vores uddannelsessystem og et opgør med skiftende regeringers mål om flere højtuddannede. Indlandsredaktør Jette Aagaard spørger uddannelsesminister Christina Egelund (M) hvorfor det er nødvendigt og hvor det efterlader sektoren – og vores samfund.
12:30-13:00 Derfor er jeg træt af at høre om traumer med forsker Karen-Inge Karstoft. Indimellem kan man få opfattelsen af, at vi alle bærer på traumer efter voldsomme oplevelser. Men det er misforstået, når vi bruger det i flæng, mener Karen-Inge Karstoft, der forsker i i posttraumatisk belastningsreaktion (ptsd). Indlandsredaktør Jette Aagaard interviewer hende om, hvordan vi så skal forstå begrebet traumer - og hvad det fortæller os om vores tid, at der er gået inflation i at bruge udtrykket.
13:00-13:30 Er Socialdemokratiet på vej til at tabe København? med Jette Aagaard og Lars Trier Mogensen. Socialdemokratiet er i krise i landets store byer. I mere end 100 år har S siddet på overborgmesterposten i København, men ved kommunalvalget til november ser det mere end svært ud for S-kandidaten Pernille Rosenkrantz-Theil, der er sprunget ud af regeringen og direkte ind i en valgkamp for at fastholde magten i København. Informations indlandsredaktør Jette Aagaard taler med Informations politiske kommentator Lars Trier Mogensen om, hvordan S er landet i den krise - og om tendensen kan vendes.
13:30-14:15 Danmarks nye plads i verden med statsminister Mette Frederiksen og Rune Lykkeberg. Den verdensorden, som har været horisonten for tilblivelsen af det moderne Danmark er i opbrud, og de alliancer, som har garanteret vores frihed og sikkerhed, kan vi ikke længere tage for givet. Danmark skal finde en ny plads i verden - som småstat, som rigsfællesskab, som del af Europa og som global aktør. Informations chefredaktør Rune Lykkeberg taler med statsminister Mette Frederiksen om Danmarks nye plads i verden.
14:30-15:30 Lykkeberg og Corydon LIVE. Kom og vær med, når den kommende generaldirektør i DR Bjarne Corydon og Informations chefredaktører Rune Lykkeberg endelig mødes igen for at optage et afsnit af deres populære podcast Lykkeberg&Corydon.
15:30-16:00 Europas tilstand med Margrethe Vestager og Rune Lykkeberg. Traditionen tro taler Næstformand i Europa-Kommissionen Margrethe Vestager med chefredaktør Rune Lykkeberg om Europas tilstand. Hvad er der sket siden sidst og hvordan ser Vestager den nuværende situation og fremtiden for Europa?
16:00-16:30 Presser Trump også de danske universiteter? med formand for universiteterne Brian Bech og forsker Karen-Inge Karstoft. Trump har indledt et ideologisk korstog mod amerikanske universiteter og forskere, som også kan mærkes i Danmark og rammer både videnskabelige samarbejder og forskeres tryghed. Journalist på Information Louise Drivsholm interviewer rektor Brian Bech og forsker Karen-Inge Karstoft.
17:00-17:30 Grønlands vej til økonomisk bæredygtighed med overvismand for Grønlands Økonomiske Råd Torben M. Andersen. Hvis Grønland skal være selvstændigt, kræver det en økonomisk bæredygtighed, som landet endnu ikke har. Økonomiprofessor Torben M. Andersen er overvismand for Grønlands Økonomiske Råd. Indlandsredaktør Jette Aagaard interviewer ham om mulighederne og udfordringerne for Grønland.
17:30-18:00 Hvad stiller vi op med højrepopulismen? med Pelle Dragsted og Rune Lykkeberg. Højrepopulister trives, når arbejderklassen føler sig svigtet af den politiske midte. Skal trumpismen holdes nede i Europa, er der derfor brug for økonomisk politik, der sætter almindelige mennesker først, skriver Pelle Dragsted i Information. Chefredaktør Rune Lykkeberg taler med ham om venstrefløjens udfordringer.
18:00-18:30 Skal politikerne blande sig i hvor mange børn vi får? med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har selv oplevet hvor pressede børnefamilier er, efter han er blevet far. Nu vil han og Moderaterne gøre familiepolitik til en politisk topprioritet, ligesom regeringen har gjort det til en mærkesag at vende de faldende børnetal. Men skal politikerne blande sig i hvor mange børn, vi får? Hvad er der brug for for at lette presset? Og er det både muligt at øge arbejdsudbuddet og skåne børnefamilierne? Informations Louise Drivsholm taler med Jakob Engel-Schmidt.
Alle samtaler vil blive lagt ud på vores kanal "Informations Forsamlingshus" efter Folkemødet.
Kom og vær med til en oplysende dag med Information og resten af Folkemødet. Der vil være gratis kaffe - og for abonnenter - et eksemplar af dagens avis.
Vi glæder os til at se jer!
OBS: Du kan ikke tilmelde dig samtalerne på Folkemødet, der er gratis adgang og åbent for alle