Læsekræs: Pontoppidans store romaner

01. februar

er i øjeblikket i restordre. Du kan stadig købe det, men vi kan ikke levere, før det er på lager igen.

På Informations nye Mesterklassekursus får du mulighed for at ”læse med de bedste”. 

 

Henrik Pontoppidan har skrevet ikke én, men flere af dansk litteraturhistories vigtigste romaner. Kom og læs, fortolk, diskuter og forstå dem sammen med Informations kritiker Erik Skyum-Nielsen. Til hver undervisningsgang har han inviteret en dansk forfatter, der deler kærligheden til Pontoppidan. Mød bl.a. Jens Smærup Sørensen, Dy Plambeck og lektor Lilian Munk Rösing. 

 

Når vi dette forår kaster os ud i Henrik Pontoppidans forfatterskab, tager vi afsæt i de tre store romaner Det forjættede Land (1891-95), Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16). Alle rummer værkerne tidsbilleder og skarpsynede samfundsskildringer, og alle tre betegnede de hos forfatteren raske nye spring fremad i stil og litterær teknik. I centrum for kredsens drøftelser vil naturligvis stå de uforglemmelige karakterer: først præsten Emanuel Hansted, så lykkeridderen Per, og fra den tredje, kollektivt anlagte roman især den kantede og lidt kejtede godsejer Torben Dihmer. 

 

På Mesterklassekurset får du mulighed for at indgå i tæt dialog med underviserne, dine medkursister og litteraturen. I en lille eksklusiv forsamling kræser vi for hvert enkelt værk. 

 

På denne Mesterklasse er der plads til max 20 på holdet, så der vil være plads til, at alle deltager i den fælles samtale. Efter oplæg fra gæster er der hver gang sat god tid af til diskussion og samtale på tværs af forfatter og deltagere. Mesterklasser prioriterer samtale frem for forelæsning, og netop ved at læse i fællesskab kan både læsning og samtale komme nye steder hen.

 

Tid: Kurset løber over fire onsdage: 1. februar, 1. marts, 5. april og 3. maj kl. 16-19

Sted: I Informations historiske lokaler i passagen St. Kongensgade 40C, midt i København.

Pris: Din investering for kurset er 3.400 kr. Som abonnent af Information sparer du 500 kr. og får kurset for 2.900 kr.

Hvis du ikke allerede er abonnent, kan du skrive dig op til én måned gratis og opnå rabatten på 500 kr. Klik her.

 

__________________________________________________________________________________________

 

OVERORDNET PROGRAM

Onsdag 1. februar:

Til dette første møde læser vi Lykke-Per. Gæsteunderviser er Lilian Munk Rösing og vi vil sammen rette fokus på Per som multipel meta-karakter og kerneløs kamæleon, kombineret med overvejelser omkring fortællerens ironi og indskrivning af romanens ideale læser.

 

Onsdag 1. marts:

Vi læser Det forjættede Land til dette andet møde. Erik Skyum Nielsen vil endnu engang invitere en prominent gæst, som snart vil offentliggøres her på siden.

 

Onsdag 5. april:

Til tredje møde læser vi De Dødes Rige sammen med forfatter Dy Plambeck. Vores fokus ligger denne gang på romanens undergangstema, den store tidsalders sidste timer. Foregriber bogen den situation, vi i Vesten befinder os i, med en fremvoksende populisme, krige og klimakatastrofer?

 

Onsdag 3. maj:

På dette sidste møde samler vi op, og kigger ud. Jens Smærup Sørensen taler med os om Pontoppidan og fortællekunsten i dag. Vi diskuterer problemstillingerne: at bryde med Pontoppidan – og hvorfor? At forlige sig med ham igen – men hvordan?

 

FORBEREDELSE

Til hver undervisningsgang skal den pågældende roman læses.

Vi læser udgaverne  i Gyldendals (nye) klassikerserie: Lykke-Per med forord af Ida Jessen, Det forjættede land med forord af Kristian Bang Foss og De Dødes rige med forord af Jens Smærup Sørensen.

 

 

__________________________________________________________________________________________

 

OM UNDERVISERNE

Lilian Munk Rösing er litteraturkritiker og kulturkommentator hos Information samt lektor på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet med en ph.d. i litteraturvidenskab. Lilian Munk Rösing er forfatter til bogen Kønnets katekismus (2005) og har desuden skrevet flere tidsskriftartikler og antologibidrag om bl.a. litterære værker, tekstanalyse, psykoanalyse og kønsfilosofi. Hun har modtaget Universitetets Guldmedalje for en afhandling om den tidlige tyske romantik og den moderne roman (1993).

 

Dy Plambeck er uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Hun fik sit gennembrud som forfatter med digtsamlingen Buresø-fortællinger (2005) og står bl.a. bag romanerne Texas’ rose (2008), Gudfar (2011) og Mikael (2014). Dy har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium Jytte Borberg-prisen og Jeanne og Henri Nathansens mindelegat.

Foto: Isak Hoffmeyer

 

Jens Smærup Sørensen er forfatter og uddannet cand.phil. i dansk ved Aarhus Universitet. Han debuterede med digtsamlingen udvikling til fremtiden (1971), og har desuden bedrevet både romaner, noveller og skuespil. Blandt de mange værker bør nævnes den anmelderoste roman Mærkedage (2007) samt novellesamlingen Hendes nye dag (2016). Jens Smærup Sørensen har vundet adskillige priser – bl.a. De Gyldne Laurbær (2007) og DR Romanprisen (2008).

Foto: Morten Juhl

 

Erik Skyum-Nielsen er kursusleder på denne Mesterklasse. Han er Informations litteraturanmelder gennem 39 år, litteraturhistoriker og lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Erik Skyum-Nielsen har udgivet en række bøger om dansk lyrik og prosa, og hans litteraturkritik er samlet i bøgerne Fra ånden i munden: litteraturkritiske bidrag (2000) og Ordet fanger: litterær kritik i udvalg (2002). Desuden virker han som oversætter af Islandsk litteratur til dansk.

 

__________________________________________________________________________________________

 

DIN INVESTERING

Prisen for deltagelse i mesterklassen ’Pontoppidans store romaner’ dækker i alt 12 timers undervisning og kvalificeret diskussion med forfattere og fagfolk samt let forplejning undervejs. 

 

SÅDAN SIKRER DU DIG PLADS 

Din plads er sikret, så snart du har gennemført købet her på siden. Alle deltagere får en mail med yderligere information inden kursusstart. Husk, at du som forberedelse til hver undervisningsgang skal læse den pågældende roman.

Har du spørgsmål til købsprocessen eller andet, er du velkommen til at skrive en email til Karen Fjordside Pontoppidan på: kafp@information.dk