udflugt

Hallands Väderö

Hallands Väderö

Tag med Information og Scanbird til Hallands Väderö – en naturperle af en klippeø kun få timer fra København.

Oplev solbadende sæler, blomster og fugle i den imponerende natur.

Hallands Väderö ligger i Kattegat ligeud for den maleriske fiskerby Torekov. Øen er kun ca. tre kvadratkilometer og er udlagt som naturreservat i 1958. Der er ingen fastboende befolkning, men øen er kendt for sin smukke natur med den rå klippekyst, det rige fugleliv og særpræget flora samt Sveriges største bestand af sæler, med over 400 par.

Vi starter fra Sjælør Station og kører op til Torekov. Her sejler vi de sidste tre kilometer ud til øen. Turen tager ca. 25 minutter. Fra båden vil vi allerede se de små tejster, der yngler langs den klipperige kyst. Tejsten er en alkefugl, der på mange måder minder om en lille pingvin.

Når vi er i land, vil vi spadsere en tur rundt på øen af de små trampestier og langs den flotte klippekyst. Her vil se på fugle, imponerende natur, blomster og ikke mindst de mange sæler, der ligger og soler sig på stenene. Får, små heste og kvier græsser frit, og vi kan slentre ubesværet gennem denne klippefyldte frodighed. Inde på øen ligger en af de sidste rester af Europas oprindelige bøgeskove. Bøgeskoven siges at være den ældste i Sverige. Vi finder et skønt sted, hvor vi spiser vores medbragte mad.

I løbet af dagen vil vi se flere fuglearter, bl.a. terner, huldue, skærpiber, alk og tejst. Over 600 arter vilde blomster og bregner vokser på øen.

Tilbage ved landingsstedet er der mulighed for at købe en is eller lignede i øens eneste kiosk.  

Guider: Stig Jensen og Mads Bunch

 

Sted og tid: Hallands Väderö, lørdag d. 8. juli 2017

Afgang: fra Sjælør Station kl. 6.30. Hjemkomst samme sted senest ved 19-tiden.

Pris: 750 kr. (abonnenter) 825 kr. (ikke-abonnenter)

Prisen er inkl. bus, færge til Hallands Väderö og Scanbirds guider.

Husk madpakke og drikkelse og noget at bære det i indtil frokost.

VIGTIGT: Ved hård vind kan der ikke sejles til Hallands Väderö, og skulle vi være uheldige med været, vil turen derfor blive ændret til naturområder i Skåne, som f.eks. Hovs Haller, Kullen m.m.

Tilmeld dig her