I forbindelse med vores serie "Information forklarer klimaet" afholder vi en række morgenarrangementer, hvor vi inviterer eksperter og vigtige stemmer ind til en dybdegående samtale og diskussion om nogle af de mest centrale begreber for grøn omstilling, bæredygtighed og naturens tilstand. Denne gang om det tekniske fix i energisektoren.
Med klimaloven og Danmarks klimamål er der sat gang i en historisk omstilling af energisystemet. Måden vi producerer og forbruger el, varme og brændstoffer skal ændres radikalt på rekordtid. Det er en kolossal opgave med mange udfordringer og barrierer foruden omvæltninger i vores omgivelser og hverdag.
I en samtale med Informations Jørgen Steen Nielsen vil medlem af Klimarådet og professor på DTU Marie Münster forklare, hvad det hele går ud på – hvad er Power-to-X, pyrolyse, brintrør, solcelleparker, vindmølleøer… – og hvordan kan de forskellige elementer spille sammen for at skabe en bæredygtig fremtid.
Samtalen handler også om skrøbelige tidsplaner, interessemodsætninger, misforståelser i debatten og grænserne for det tekniske fix.
De fleste af vores arrangementer bliver optaget og udgivet som podcast efterfølgende. De kan findes under podcasten Informations Forsamlingshus.