Hvis du vil være sikker på at være den første til at høre det, når vi laver næste arrangement med Lykkeberg & Corydon, så skriv dig op til nyhedsbrevet HER
Igennem et år har de to chefredaktører Rune Lykkeberg og Bjarne Corydon mødtes en gang om ugen for at diskutere og analysere klodens største dagsordener – og nogle lidt mindre – fra hvert deres ståsted. Lykkeberg fra den intellektuelle modstands avis Information og Corydon fra det samfundsøkonomiske og politiske finansmedie Børsen.
I denne live udgave på Bremen Teater vil samtalen hovedsagligt handle om USA efter valget. Den foregår på dagen for indsættelsen af Donald Trump som præsident og vil handle om den nye administration og landets store udfordringer, og de fire år med en temmelig uforudsigelig præsident i Det Hvide Hus.
Hver har de to værter deres vinkel på en verden i buldrende udvikling, men hvor de giver sig tid til at lytte og forstå hinandens synspunkter, uanset om det handler om krige, litteratur, popmusik, politiske kriser eller Jazz som Bjarne hader og Rune elsker. Det var fra begyndelsen det enkle koncept ved podcasten Lykkeberg og Corydon og det bliver også rammen på Bremen Teater den 20. januar.
Det er økonomi, kultur, politik og ideer sammen med personlige iagttagelser og altid oplysende, overraskende, underholdende og indimellem også lidt voldsomt.
Baren og dørene åbner kl. 15:00. Pladserne er unummererede.