Informations yndlingsfilm
nov
21
2025

Informations yndlingsfilm

Information Arrangementer
Afholdt

Sidste weekend i november kan du komme i rigtig godt selskab i Øst for Paradis i Aarhus. Kunstbiografen har nemlig indgået et samarbejde med Dagbladet Information om en hel weekend med film og samtaler. Du kan møde chefredaktør Rune Lykkeberg, filmredaktør Christian Monggaard og anmelder Lone Nikolajsen, mens den tidligere chefredaktør og kommentator Georg Metz på videolink vil læse op af Informations nye Weekendavis – og kommentere på det han læser, naturligvis.

Hver især vil de præsentere et par af deres absolutte yndlingsfilm, som de vil udfolde på scenen i samtale med en særligt udvalgt gæst.

Det fulde program ser således ud: 

FREDAG D. 21. NOVEMBER//

Kl. 17:30: Velkomst. Rune Lykkeberg holder talk under temaet: 'Farvel til den frie verden' - drink efterfølgende

Informations Rune Lykkeberg og biografdirektør Line Bjørn Christensen byder velkommen til Informations Yndlingsfilm 2025. Herefter vil chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, fortælle om den gamle verdens sammenbrud. Anledningen er udgivelsen af fjerde bogsamling med Langsomme samtaler, Runes samtaler med tidens intellektuelle om det, der brænder på i verden.

Det vil være muligt at købe bogen Langsomme Samtaler - Farvel til den frie verden og få den signeret.

Kl. 20:00: 'Retfærdighedens Ryttere' - drink før filmen. Rune Lykkeberg runder af og fortæller om sin begejstring for filmen.

Filmen af Anders Thomas Jensen fra 2020 fik stor ros af det danske anmelderkorps da den udkom. Filmen er en magtdemonstration af Jensens evne til at mestre både det melodramatiske og det infantile, når han smider om sig med død og ulykker og store moralske dilemmaer skabt af dramatiske skæbner. Filmen er én af Rune Lykkebergs yndlingsfilm og i introen til filmen dykker han ned i Anders Thomas Jensens univers og hvad det er, hans film kan.

LØRDAG D. 22. NOVEMBER//

SAL A

Kl. 13:00: Lone Nikolajsen introducerer 'Force Majeure' - kage før filmen

Se eller gense Ruben Östlunds både pinlige og takkevækkende film fra 2014, der dissekeres af Lone Nikolajsen.

Kl. 18:30: Christian Monggaard og Esben Smed præsenterer 'Happiness' - bobler inden filmen

Christian Monggaard vil vise den sorthumoristiske "Happiness" om en ensom, seksuelt frustreret mand, der bare så gerne vil have en kæreste. Efter filmen taler skuespiller Esben Smed med Christian Monggaard om Philip Seymour Hoffmans præstation, og hvad der gjorde ham til så god en skuespiller.

Kl. 21:00: Christian Monggard præsenterer 'Alpha' (forpremiere)

Sent lørdag viser Monggaard "Alpha" og efterfølgende fortæller han om bodyhorror.

SAL C

Kl. 16:30: Lone Nikolajsen præsenterer 'Miraklet i Gullspång'

Oplev den prisbelønnede dokumentar "Miraklet i Gullspång", der leverer et fascinerende blik på tro og overtro.

SAL B

Sæt dig godt til rette i biografens bløde sæder og få fredagens Information læst højt!

Det er en løs ramme og man kan deltage som man vil, men når Georg Metz læser Informations aktuelle weekendavis for et rullende kamera, bliver avisen levende. Med sin særlige intellektuelle blanding af indignation, humor og skarpe iagttagelser tager Metz publikum med gennem alle avisens spalter - kommenterende, improviserende og polemiserende. Og også bare oplæsende. Det bliver oplysende, tilbagelænet og underholdende oplæsning, hvor avisen - og mange andre - sikkert både får ros, modspil og (u)kærlig kritik.

Kl. 12:00: Georg Metz læser Information

Kl. 13:00: Georg Metz læser Information - kage inden filmen

Kl. 14:00: Georg Metz læser Information

Kl. 15:00: Georg Metz læser Information

Kl. 16:00: Georg Metz læser Information

Kl. 17:00: Georg Metz læser Information

Kl. 18:00: Georg Metz læser Information - bobler efterfølgende

SØNDAG D. 23. NOVEMBER//

Kl. 11:00: Christian Monggaard præsenterer 'Goonierne' - croissant inden filmen

Få et gensyn med "Goonierne" fra 1985, der har en helt særlig betydning for filmredaktør Christian Monggaard.

Dato 21 november 2025
Tidspunkt 17:30
Sted Øst for Paradis
Adresse Paradisgade 9C, 8000 Aarhus
Arrangør Inforamtion Arrangementer og Øst for Paradis