Masterclass på Filmskolen: Michael Noer
apr
06
2024

Masterclass på Filmskolen: Michael Noer

Information Arrangementer og Den Danske Filmskole
Afholdt

Han har indvarslet en ny bølge i dansk film og skubbet til normerne for, hvordan vi laver fiktionsfilm i Danmark. Michael Noer har i mere end 10 år markeret sig som en af landets mest nytænkende filmskabere, og til efteråret har han premiere på sin nye film ‘Birthday Girl’ med Trine Dyrholm i hovedrollen. I denne forbindelse gæster han Filmskolen til en masterclass om sin karriere og enestående tilgang til at lade virkelighedens elementer forme fiktionen.

Da Michael Noers spillefilmdebut, fængselsfilmen ‘R’ (instrueret i samarbejde med Tobias Lindholm), ramte danske biograflærreder, oplyste Noer og Lindholm ikke blot landets biografsale, men også hele Filmdanmarks vante ideer om, hvordan en dansk fiktionsfilm skulle føles, udtænkes og realiseres.

Med begrebet ‘Reality Rules’ som duoens credo, var Noer og Lindholm optagede af at vride dansk realisme i en helt ny retning, der handlede mindre om det velspillede kvalitetsdrama og mere om at lade virkeligheden og research informere filmens udtryk. Gennem brugen af autentiske locations og en blanding af amatørskuespillere og professionelle, udvidede makkerparret mulighederne for, hvad dansk fiktionsfilm kunne være og inspirerede utallige filmskabere i årene efter.

Siden har Michael Noer, der oprindeligt er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, skabt filmene ‘Nordvest’, ‘Nøgle hus spejl’ og ‘Før frosten’, der alle på hver sin måde er gennemsyret af Noers jagt efter en ærlighed i fremstillingen af miljøer, der i filmens verden ofte har været fanget i et dødvande af stereotyper.

Den 6. april kan du møde Noer, når han i forbindelse med premieren på sin kommende spillefilm ‘Birthday Girl’, lægger vejen forbi Filmskolen til en samtale med filmjournalist ved Dagbladet Information Christian Monggaard om arbejdsmetoder, mødet med det amerikanske filmapparat i skabelsen af ‘Papillon’ og hvor han ser fiktionsfilmens stadig mere slørede grænser bevæge sig hen.

Arrangementet er en del af Filmskolens talkrække ‘Masterclass’, præsenteret i samarbejde med Dagbladet Information, hvor erfarne og kunstnerisk nysgerrige filmskabere over tre timer dykker ned i deres værk, karriere og kunstneriske udvikling. Begivenheder, hvor der er tid til at skrue ned for tempoet og få et dybere indblik i de filmskabere, der er med til at forme vores forestillingsverden.

PRAKTISK INFO
Dato: lørdag 6. april kl. 13.00–16.00
Billetter: 225 kr. (inkl. kaffe og kage).
Dørene åbner kl. 12.30.

NB. Er du abonnent på Information, kan du bruge koden: INFORMATIONABO og få 50% rabat på billetten, når du foretager dig købet.

Dato 06 april 2024
Tidspunkt 13-16
Sted Den Danske FIlmskole
Adresse Theodor Christensens Pl. 1, 1437 København
Arrangør Information Arrangementer og Den Danske Filmskole