Parlamentarismens krise, der udkom første gang i 1923 og anses for at være en klassiker inden for det 20. århundredes tænkning.
I mellemkrigstidens Tyskland tror Carl Schmitt ikke længere på det parlamentariske demokrati. Det gør de fleste andre til gengæld, så i dette intense, tankemættede essay fra 1923 viser han, hvorfor det er en liberal illusion.
For parlamentarismen kræver ifølge den tyske jurist, at mennesker alle opfører sig som rationelle individer – men det er et teoretisk ideal, som igen og igen bliver korrumperet af en virkelighed, hvor egeninteresserne råder.
Schmitt foreslår i stedet, at vi må forstå og opbygge demokratiet som en total ensartethed mellem de regerede og de regerende. Den kan være etnisk, moralsk, religiøs, kulturel eller uddannelsesmæssig
– men ensartethed skal der til.
Carl Schmitt (1888-1985) var en kontroversiel og genial tænker, der er blevet beskrevet både som ’vor tids Hobbes’ og som ’nazismens filosofiske godfather’, hvis skarpsindige kritik af liberal-demokratiske idealer har gjort ham til en af de mest originale intellektuelle bidragsydere til moderne politiske tænkning.
Anmeldelser
"Hvorfor dog udgive og læse den ærkereaktionære Carl Schmitt i dag? Det er der rigtig gode grunde til... Carl Schmitt præsenterer i Parlamentarismens krise et livskrafigt stykke modoplysning, og hans antiuniversalisme har vel næppe haft større opbakning siden Anden Verdenskrig."
"Den snart 100 år gamle bog er både original og foruroligende i al sin dramatiske korthed."