
Beton giver stemme til den arbejderklasse, hvis arbejde ikke kan outsources til Østen og sætter ansigt på de mennesker, der normalt kun optræder i efterlønsstatistikkerne.
Bogen skildrer livet på byggepladsen og giver et kærligt og usminket portræt af af en gruppe ualmindeligt almindelige danskere, deres kampe og drømme, deres sejre, nederlag og luftkasteller. Om polakker og akkorder, thaipiger og guldbajere, og solopgangen set fra et armeret betondæk i 5. sals højde.
Samtidig sætter han fingeren ned dér, hvor det gør ondt: finterne for at omgå sikkerhedsreglerne, problemerne omkring EU's østudvidelse og politikernes manglende kontakt til en arbejderklasse, vi ikke længere troede eksisterede.
Med fotos af Torben Eskerod
Jakob Mathiassen (f.1977) Jord- og betonarbejder siden 2001, faglig aktiv i 3F og ud over Beton også forfatter til Kamppladser udgivet på Informations Forlag i 2014.
Anmeldelser
"Helstøbt - i beton ... man kan næsten fornemme mudderet, luften af gamle madpakker og sved, når siderne læses."
"En på samme tid fuldkommen uprætentiøs og stærkt fascinerende debutsamling"
"En tankevækkende bog om livet i Danmark set fra en betonarbejders skurvogn – en bog, man kan blive klog af, overrasket, bekræftet og betaget af."
"Forfatteren, der begyndte i byggebranchen som 20-årig, skriver bedre end de fleste akademikere. Læs den for det sjældne og indlevende portræt af livet i Danmarks hvide arbejderklasse, der for en gangs skyld ikke er skrevet af en udefrakommende sociolog, men af én, der selv har fødderne plantet i den."
"Læs denne bog - du vil grine over de mange situationer, du kun kender alt for godt. Og du vil først og fremmest undre dig over at din egen dagligdag står her — sort på hvidt i en rigtig bog. Er du ikke jord- og betonarbejder, bør du lade forfatteren give dig en guidet tur i betonarbejdernes forunderlige verden."
"Jakob Mathiassen skriver fremragende ... Hans evne til at reflektere over en hel branches kamp for værdighed og identitet, kan ikke erstattes af hverken skønlitteratur, fagforeningsgrafer eller humanistiske afhandlinger."